Det gør vi
Vi forvandler døgninstitutioner for børn og unge til indbydende hjem. Slut med rum, som ligner en skole eller et kontor. Vi indretter kreativt og med farver og hygge. Naturen inviteres indenfor med planter og naturmaterialer, og børnene og de unge indtager rummene på en ny måde. Med fotos af dem på væggene og deres kunst udstillet.
Desuden skaber vi læringsrum med ting, som inviterer til nysgerrighed, giver viden og er en kim til læringssamtaler. Som for eksempel en bogstavplakat eller en uro med solsystemet. Vi forandrer både fællesrum, kontorer og børneværelser. Det skal være rart at være på institutionen - om man så er ansat eller bor der.
Vi indretter ikke hen over hovedet på personale og børnene og de unge. Før vi begynder indretningen holder vi workshops, hvor socialpædagoger og beboere sætter ord på deres ønsker.
Det betyder meget at have indflydelse og medbestemmelse over ens omgivelser. Hvert barn kommer også med ønsker til deres værelse, som ellers tit er meget upersonlige og bare.
/ Det vil vi gerne være med til at ændre. Børnene skal ikke skamme sig over, hvordan de bor. De skal være stolte af deres hjem.
Vi kæmper også for, at der bliver mere bevidsthed om indretningens betydning rundt omkring på døgninstitutioner i Danmark. Især bør børns værelser være personlige og afspejle, hvem de er. Og de skal kunne se sig selv i rummene.
Rum til mig kan ikke være på alle de hundredvis af døgninstitutioner, der er landet over. Men vi kan inspirere personalet på stederne til at gøre en indsats for, at der bliver hyggeligt. Det kan ændre liv.
“Home sweet home. This is the place to find happiness. If one doesn’t find it here, one doesn’t find it anywhere.”
/ M. K. Soni